Unikke fjordørreder i Mariager Fjord

Mariager Fjord, har en enorm bestand af Danmarks smukkeste og største fjordørreder. Det er svært at bevise teorien om, at ørrederne skulle blive i fjorden hele deres liv… Men at de er det i flere år ad gangen er fakta.

Man ved ikke om ørrederne på et tidspunkt vælger at forlade fjorden, og derfor unægteligt også vil ende med, at få havørredernes velkendte, sølvblanke skæl og udseende.

Fjordørrederne i Mariager Fjord er kraftige, velsmagende og stærke. Selv efter endt gydning, er de stadig langt rundere at se på end havørrederne. Logikken giver da også en fornuftig forklaring på dette. Fjordørreden rejser ikke langt for at finde føde, den bliver i fjorden året rundt, hvor der altid er rigeligt at spise. Det giver den en helt anden kondition – helt andre proportioner end havørredens. Kødsiderne på fisken er ualmindelig tykke, og der skal derfor også mere til – end gydningens udfordringer, før fjordørreden ender med at blive afmagret.

Havørrederne fra Mariager Fjord og dennes åer, rejser mange hundrede kilometer, både før og efter endt gydning. Havet har mange træk-ruter og nogle fører havørrederne helt over til østsiden af Sverige og tilbage igen. De lange ture giver en langt slankere og mere strømlinet fisk, dog med undtagelse af de havørreder, som har fundet sig støre føde-“kamre” i form af sildestimer eller områder med store mængder af sværmende børsteorm etc. Når havørrederne har gydt, er de derfor som regel ret tynde og ikke meget værd som spisefisk.

Lystfiskeri efter fjordørreder ved Mariager Fjord

Landets lystfiskere, har efterhånden fået øjnene op for de utrolig smukke og unikke fjordørreder i Mariager Fjord. Både fluefiskere og spinnefiskere fra nær og fjern, valfarter hvert år til fjorden, for at fange og nyde fjordørredens udseende, smag og kraft.

Ørrederne er ikke kendte for at være selektive. Dette især ikke, når det kommer til at hugge på det enorme udvalg af forskellige agn, de hver dag præsenteres for, men at kalde dem nemme at fange, er en klar overdrivelse.

Ligesom alle andre ørredarter, er der altid uforudsigelige faktorer der spiller ind, når fjordørredens hug-perioder, standpladser og træk-ruter skal fastlægges og regnes ud. Men generelt kan man sige, at de er at finde og fange i hele fjorden, året rundt.

Fjordørredens liste af fødeemner tæller hovedsageligt fisk, skaldyr og insekter. Her er tale om sild, brisling, tobis, hundestejle, kutling, reje, små-krebs, tangloppe og børsteorm, samt diverse biller, fluer m.fl.

Deres brede vifte af fødeemner, gør det derfor muligt for lystfiskeren, at kunne benytte stort set alle former for fluer, blink og agn generelt. Også fiskeri med alm. regnorm kan være uhyre effektivt, når fjordørrederne i Mariager Fjord skal fanges.

Tips baseret på 12-måneders fangst-statistikker

Fjordørreden i Mariager Fjord er, som tidligere nævnt, til at fange med lidt af hvert. Men set over 12 måneder ,er der én ting der går igen mere end noget andet. Store agn.

At selv de største fjordørreder, kan fanges med selv den mindste tørflue, kan man ikke argumentere imod. Men går man med en flue, en regnorm, et lille blink eller andet småt, så kommer man oftere til kort, end hvis man bruger større blink eller kystwoblere. (Set over et helt år.)

De dage hvor ørreden skal provokeres til hug, dage hvor sulten er stillet eller er ikke eksisterende – de dage forekommer året rundt og er ikke årstids-bestemte – på de dage skal der langt større agn til til end ellers.

Nogengange er skarpere farver løsningen, men det er ikke ofte og heller ikke årstids-bestemt, i Mariager Fjord.

Blink fra 10-15 cm. eller kystwoblere er vejen frem, når man vil fange flere fjordørreder i denne, måske, smukkeste fjord i Danmark.

Her er de 4 bedste bud på blink og kystwoblere, til fangst af Fjordørreder i Mariager Fjord: Snurrebassen fra str. NO 3-NO 11 –  OGP Silling fra str. 17-25 gram. – Rhino Xtra Slim 15 cm. – OLR woblere eller diverse andre kystwoblere fra 10-15 cm.

Der er et hav af muligheder i landets butikker, når større blink og kystwoblere skal findes, og langt de fleste er ganske effektive. Hvad man som lystfisker vælger, er oftest det man selv tror på. For det meste er det da også vejen frem.

Set over et helt år, er det naturlige farver, som fanger bedst i fjorden. Sølv, kobber, brun eller hvid – kombineret med andre farver eller for sig selv.

Se og læs mere om lystfiskeri i Mariager Fjord, samt om fiskepladserne til fangst af både fjordørreder og havørreder i fjorden: Klik her…

Knæk og bræk

/Jari – Lystfiskeri Danmark